Pressemeddelelse, 10. november 2010
Det er ofte frivillige borgere, der gennem sammenslutninger i grundejerforeninger og vejlaug, der udfører det kæmpe arbejde, det er, at varetage det pålagte arbejde, når man har fået overdraget en vej som privat vej.
I lovforslaget har man ikke taget højde for ordentlige arbejdsbetingelser for dette frivillige arbejde i grundejerforeninger, hvilket PL ser som et stort problem.
Som i gamle dage, da det bare var en spand grus, der skulle smides på vejen, og ikke som nu med en moderne vej, der skal kunne tage al trafik, så fokuserer man konsekvent på, at det er den enkelte borger, der har pligterne.
Loven tager med andre ord ikke højde for, at sådanne foreninger eksisterer og benytter sig således heller ikke af de muligheder for samarbejde, der ville være mellem kommune og foreninger, såfremt kommunerne fik pålagt at tage højde for sådanne foreningers eksistens.
Samfundsøkonomisk vil det også spare store ressourcer at der er effektiv kontakt og vejledning overfor grundejerforeninger i stedet for en negativ kontakt med et påbud.
Transportministeriet gør således ikke i lovforslaget op med det problem, der er omkring de såkaldte ”free-riders” på de private fællesveje. Med ”free-riders” refererer vi til de personer, der godt nok gennem loven er forpligtet til at drive og vedligeholde den private fællesvej, men som ikke vil være med til at lave en løbende, levetidsforlængende vedligeholdelse, idet de af forskellige årsager ikke vil være med i en grundejerforening/vejlaug. Konsekvensen heraf er – og dette opleves som et problem mange steder runde om i landet – at der er en gruppe borgere, der gerne vil vedligeholde deres vej, men de kan ikke gøre det, fordi de få free-riders blokerer for de ellers fornuftige løsninger. De samlede arbejder kan simpelt hen ikke lade sig gøre, fordi man skal arbejde sig rundt om de vejstykker, der ligger ud for de enkelte parceller, der ikke vil være med. Den endelige konsekvens er, at alle må sidde og trille tommelfingre, indtil kommunen kan komme og give et påbud om istandsættelse og på det tidspunkt er skaderne typiske meget dyrere at genoprette, idet der er gode chancer for, at der nu også er skader i selve vejkassen. For at løse problemet een gang for alle, havde PL og Kommunernes Landsforening stillet forslag om, at kommunerne i lighed med lokalplaner skulle kunne påbyde ejerne af ejendomme beliggende til privat fællesvej, at være med i foreninger til løsning af opgaven. Men dette har ministeriet altså foreløbigt modsat sig. Dette er ærgerligt, når henses til, at dette vil medføre et værdispild og i længden betyde yderligere omkostninger for alle implicerede.