Presse, 12. april 2013
Der synes at være en generel nervøsitet rundt om i landet for, hvornår ens grundejerforening er skattepligtig eller ej.
Generelt kan siges, at med mindre foreningen udøver direkte erhversmæssige aktiviteter, så er foreningen ikke skattepligtig.
Sagt på en anden (og lidt mere præcis) måde. For at der er skattepligt, skal foreningen være kendetegnet ved dels at have til formål at fremme deltagernes økonomiske interesser og dels at fremme disse interesser gennem erhvervsdrift. Begge betingelser skal være opfyldt for, at der er skattepligt.
Det forhold, at der i en formålsbestemmelse kan stå, at en forening skal varetage medlemmernes fælles økonomiske interesser er ikke i sig selv nok til, at foreningen bliver omfattet af skattepligt.