Hegn mod fællesarealer

I sidste nummer af Mit Hus bragte vi en artikel om hegn mod fællesarealer, der måske kom til at fremstå mere generaliserende end det var hensigten. Ydermere blev situationen "kompliceret" ved, at en artikel bragt i Berlingske stort set samtidig i en meget kortfattet besvarelse havde givet et svar, der kunne tydes i stik modsat retning.

I hvert fald gav det anledning til en række kommentarer, og vi har lovet at præcisere problematikken yderligere, og det har vi valgt at gøre ved at gengive et af de svar, som vi gav på henvendelserne.

PL’s svar

For så vidt der er tale om hegn, der alene er rejst på egen matrikel, er det er vedkommende husejer, der skal forestå den fulde vedligeholdelse (med mindre andet er aftalt eller fastlagt i foreningen).

Er der tale om hegn, der ikke er rejst alene på egen matrikel men i skellinje, da må det som udgangspunkt være de almindelige regler om fælleshegn, der er gældende.

Hertil kan komme særlige situationer, der er omfattet af den såkaldte ”Vejregel” i Hegnsloven § 11.

Men blot at generalisere og sige, at fordi der ligger et fællesareal tilhørende en grundejerforening op til en matrikel, at så skal hæk rejses på medlemmets egen grund, mener jeg er forkert.

Dette må være konklusionen af de sager, som Bendt Berg fremhæver i sin bog, ”Hegnsloven med kommentarer”, og som jeg skal gengive to af i det følgende (jeg har tilladt mig at indsætte fremhævelser):

En sag fra 1999 (der efter min mening kan finde analog anvendelse på FÆLLESHEGN, der står mellem grunde og en forenings fællesarealer).
”Sagen vedrørte en tvist mellem en privat husejer og kommunen om vedligeholdelsen af et hegn i skellet. På kommunens ejendom fandtes en ca. 2 m bred gang- og cykelsti, og på hver side af stien var der en græsbelagt bræmme på ca. 1,5 m op til de tilstødende skel. Kommissionen udtalte, at hegnsloven § 11 ikke var direkte anvendelig. Da hegnet i sin tid var opsat af kommunen og uomtvisteligt stod i skel, og der mellem den egentlige sti og skellet var en græsbræmme, anså kommissionen hegnet som et FÆLLESHEGN med den konsekvens, at vedligeholdelsespligten påhvilede begge parter. Hegnssynets kendelse blev stadfæstet.”

En anden sag fra 1977:
”Sagen vedrørte en hegnstvist mellem medlemmer af grundejerforeningen ”Kongely” og et byggefirma som ejer af en rækkehusbebyggelse under opførelse. Grundejerforeningen ønskede et raftehegn i stedet for en hæk, som var blevet beskadiget under byggeriet. Hegnet stod i skellet mellem grundejerforeningens medlemmers haver og rækkehusbebyggelsens fællesareal. På fællesarealet i kort afstand fra skellet fandtes en sti, der var åben for almindelig færdsel. Mellem skellet og stien fandtes en jordstrimmel. Kommissionen udtalte, at da der skulle opsættes hegn i stedet for den forsvundne hæk, og da der mellem skellet og stien fandtes en jordstimmel, fandt kommissionen ikke at kunne anse hegnet som nyt hegn langs sti, åben for almindelig færdsel, hvis rejsning det efter hegnslovens § 11, stk. 1, ville påhvile grundejerforeningens medlemmer at betale, men som et fælleshegn. Der skulle herefter i skellet opsættes et raftehegn i en højde af 1, 80 m som fælleshegn, som skulle betales med ¾ af byggefirmaet og ¼ af grundejerforeningen jf. §§ 8 og 15, stk. 3, medens den fremtidige vedligeholdelse blev delt ligeligt.

PL’s vurdering

Af ovenstående må det altså samlet kunne udledes, at hvor der er tale om et FÆLLESHEGN – altså et hegn rejst i skellinjen, da har begge parter vedligeholdelsespligten.

Bemærk i øvrigt, at man i sagerne hæfter sig ved, om der dels forefindes stier/veje på det tilstødende areal samt dels placeringen heraf (og evt. græsbræmmer) for at bestemmelsen i § 11 kan finde anvendelse.

Hvis det derfor er således, at der alene forefindes et større grønt græsareal uden stier/veje, må dette tale for, at man anvender Hegnslovens ”almindelige” hegnsbestemmelser.

Det afgørende må være en vurdering af hækkens voksested (altså hvor rødderne bliver til hegnets stammer) i forhold til skel, foreningens eventuelle bestemmelsesret over hækkens beskaffenhed, om den er anlagt af entreprenøren i skellinje og evt. bestemmelser i byggetilladelse, deklaration eller lokalplan.

Ud over det rent juridiske må man også tillægge det æstetiske og sammenhængende hegn eller afgrænsning en vigtig betydning for en grundejerforening. Derfor er det PL’s opfattelse, at steder, hvor man kan sige, at der er en fælles interesse i, at der ud til et fællesareal – om det er så med sti, græs eller andet – bør kunne tilstræbes en ensartethed, således at et hegnsforløb ikke er et kludetæppe af forskellige mere eller mindre vedligeholdte løsninger af levende eller døde hegn (vi modtager gerne illustrative billeder på sådanne kludetæpper). Her hvor udfordringen så naturligvis kommer for en grundejerforening er, hvis man ”plejer” at gøre et-eller-andet eller har nogle aftaler fra gammel tid omkring hegn. Det kræver en aktiv stillingtagen i grundejerforeningen til, hvad man skal gøre fremadrettet. Der vil være to situationer, som også er omtalt i ovenstående artikel, nemlig 1) hvor beplantning eller hegn er i skel og 2) hvor hegn er på privat grund men hvor man så ønsker grundejerforeningen skal have et homogent hegn eller plankeværk.

Der kan godt tales for, at artiklen var lidt for generaliserende. Årsagen var, at artiklen byggede på et svar på en konkret henvendelse, der gik på hegn, der var rejst netop i skellinjen. Men dette er så forhåbentlig hermed præciseret.