Den bestemmer også hvem, der på sigt kan blive dine naboer. I MIT HUS’ midtersider, inseratet, har vi fokus på netop naboforholdet og grundejerforeningen. Men disse små minisamfund, som vi har rundt i vores større eller mindre parcelhusområder/byer, er under angreb af en usynlig fjende. Det kan man så alt efter temperament vælge at negligere, eller vælge at sætte fokus på og gøre noget ved.
Som altid rummer MIT HUS en række artikler om økonomi og skat. For det er disse områders belastninger og usikkerheder, der er den primære årsag til, at der ikke er styr på og tryghed omkring udfordringerne fra ”fjenden”, og det er derfra ”fjenden” henter sin kraft, - også fordi politikerne er i flyverskjul.
Sjovt nok er din nabo en flertalsbetegnelse, idet der ikke er nogen af os, der kun har én nabo. Men hvorfor er det lige, at befolkningen og politikerne accepterer den samfundsudvikling, der sker glidende i, hvem der overhovedet kan blive vores nabo?
Befolkningen vokser og søger mod byerne, men der bliver relativt færre parcelhuse. Alt for høje grundpriser pga. af restriktioner i, hvor der må udstykkes grunde samt kommuner m. fl. der profitmaksimerer. Udgifterne til at købe og bo i en ejerbolig stiger og skatterne øges, hvilket er en ond spiral for, hvem der kan og tør bo i eget.
Det medfører en store ændringer i sammensætningen af befolkningsgrupper, idet det gør det næsten umuligt for lav- og mellemindkomstsfamilier og for enlige, at eje parcelhuse. Det kræver store livsindkomster og/eller en stor formue, som man vel at mærke er villige vil lade gå til boligskatter og –afgifter, for at opfylde drømmen om at bo i deres eget hus.
Der har været en stor polemik omkring ejendomsvurderingerne, der danner grundlaget for den skjulte formueskat, som grund- og ejendomsskatter basalt er. Det er kun os parcelhusejere, der i så stort omfang, betaler ”formueskatten” og det skal der gøres op med.
Men dine politikere tør ikke! Fordi lakmusspørgsmålet de mødes af hver gang så er, hvor vil du skaffe de 35- 40 milliarder kroner, som boligerne giver i skat. Og ingen tør røre ved denne faktiske BO – særskat, som du og din nabo betaler. Men din ”længere væk nabo” i andels og- lejelejligheden betaler ikke denne formueskat på samme måde, som jer, men disse urørlige tør politikerne ikke lægge en BO afgift på pga. stemmerne.
Så spørg din politikere inden det snarlige folketingsvalg om deres holdninger, og om hvorfor du skal have utryghed om skatterne og skal betale så meget. Så et godt spørgsmål til dine politikere er, om de er klar over, hvad det er for en udvikling som de sætter turbo på, når de lader skatter og afgifter vokse, i stedet for at finde pengene andre steder.
Det kræver tryghed for at vi boligejere kan komme videre. Det siges fra politisk og økonom side, at der skal ske en forbrugsøgning, når vi skal hive os ud af krisen.
Billedligt kan man vel sige, at når nogen har trukket tæppet væk under vores fødder, så er vi nervøse for at gå ud på det igen. Derfor skal der være politisk tryghed og sikkerhed for hjælp, hvis der sker noget. Man kan sige det sådan, at der skal laves politiske investeringer i tæppet i nogen tid inden vi bevæger os ud på det.
Der skal opbygges tillid og der er en troværdigheds debat i gang. Vi boligejere får at vide, at det er os, der skal sætte gang i hjulene. Men jeg kan mærke en forsat mistænksomhed over for det politiske og også over for det økonomiske system. Mange har haft en økonomisk ”nærdødsoplevelse” med prisfald og salgsproblemer krydret med jobusikkerhed og vi en generel økonomisk frygt og holden igen. Mange har måttet tage tab og fået større relative udgifter til skatter og den finansielle sektor.
Studier siger, at der går 6- 8 år inden folk tør noget igen efter sådan en krise, så måske er vi ved her i 2014/15 at være ude af det traume, der ligger i baghovedets underbevidsthed. Men vi skal erkende, at vi opererer i en ekstrem usikker verden, hvor vi ikke med sikkerhed kan se, hvad der med rimelig sikkerhed sker i fremtiden. Det kræver politisk sikkerhed for tryghed. Men boligejerne venter på, at friværdierne genetableres og øges igen og/ eller tillid en bliver øget. Først da er sker der noget med viljen og man tør så går ”ud på tæppet” igen.
Tryghed og økonomisk stabilitet, hvad er det egentlig? Det kan siges ligesom en amerikansk højesteretsdommer, der sagde, at vi ved alle hvad porno er, når vi ser det, - men det er svært at definere hvad det er.
Det at det vigtigt at huske, at ejerboligen ikke (kun) er en investering, - men et forbrugsgode, som man risikere en enorm stor del af sin økonomi på at ”forbruge af”.
I sommervarmen en tanke om, hvem af politikerne/partierne, der tør sige, køb trygt, sker der noget voldsomt, så laver vi kompenserende skattenedsættelser til boligejere…
Hedeslag? Måske men det er jo netop det modsatte de gør når priserne stiger, - så skal vi betale mere i skat og får misundelsesafgifter.