Mit Hus nr. 2015-02

(Valgfri) politisk realitetssans

Leder

Det er, hvad vi efterlyser af ikke bare en kommende regering, men af et større flertal i Folketinget her, hvor vi er fri for at høre på valgløfter. Der kan ikke for tydeligt understreges, at parcelhusejerne skal nurses og have tryghed. Dette kræves for, at ejerboligsektoren skal bidrage til det spirende opsving. Ellers kommer der ikke omdrejninger i renovering, nybyggeri og udskiftninger af forældede eller fejlplacerede huse. Borgerne i vores sektor vil gerne bidrage til en øget fleksibilitet og mobilitet i samfundet, og samtidig vedligeholde deres lille del af boligarven til kommende generationer. Men der er alt for mange restriktioner og en alt for dårlig planlægning og ringe hensyntagen til, at så mange gerne vil bo i egen bolig. Her ligger der også udfordringer for en ny regering, sådan at danskernes reelle boligønske kan opfyldes og ikke smadres af skatter og dårlig styring.
Vi fik et bredt politisk tilsagn under valgkampen om en fortsat fastfrysning til 2025 af ejendomsværdiskatten. Tilsagnet opfattede jeg klart, som en politisk afparering for at undgå, at boligskatterne skulle blive et valgtema efter Venstres fastfrysningsudspil, der kom efter et radikalt stigningsforslag. Men nu gælder det om at få tilsagnene udmøntet og gerne sammen med en løsning af grundskattehelvedet og den latterliggjorte ejendomsvurdering.
Det er meget utryghedsskabende, at boligejerne ikke ved, hvad der venter rundt om hjørnet. Sving sværdet i stedet for at forsøge at løse denne Gordiske skatteknude. Vi vil gerne undgå en fortsættelse af den ekstreme forskelsbehandling, herunder at nogle betaler skatter for at bo, mens andre ikke gør.
Boligpriserne har delvist rettet sig op igen, hvilket er positivt, men det er ikke politikernes fortjeneste. Snarere tværtimod. Det er efterspørgsel og økonomi, der driver det i gang, men samtidig er markedet brækket i flere dele. Der er nogle dele af landet, som stadigvæk er ramt hårdt, og derfor må der overordnede tiltag til for at hjælpe markedet med stærkere løsninger herunder nedrivninger.
Andre steder er det udstykningen af grunde, det halter med, hvilket betyder, at grundpriserne i metropolområderne er steget voldsomt på grund af en overefterspørgsel. Der skal skaffes flere byggegrunde, og det er yderst kritisabelt, at kommuner og andre kan tjene kæmpebeløb på de sparsomt uddelte tilladelser til udstykning af græsmarker, hvilket igen betyder, at der ikke bliver bygget ret mange nye huse. Men en stor overefterspørgsel medfører højere ejendomspriser og højere skatteprovenue, men det kan vel ikke være det, der er motivet?
En ting er, at man holder igen med udstykning under en krise, hvor det kan være svært at sælge noget. Men nu er situationen en anden. Det må være et landspolitisk ansvar, at der skaffes tilstrækkelig med ordentligt placerede byggegrunde, og det ansvar skal kommunerne ikke kunne udnytte/blokere for. Derfor skal der ses på planlægning og byggerestriktioner. Vi kan se, at der bliver færre og færre parcelhusejere, fordi det er så dyrt. Det er meget negativt at måtte konstatere, at udviklingen i metropolområderne næsten helt går på lejligheder. Der er alt for langt til interessante udstykningsområder, og det er for dyrt. Der er moms på bygegrunde og på byggeriet, så derfor skal unge familier tage lån for at betale en forbrugsmoms, der egentlig skulle have været betalt, når huset forbruges over dets mange leveår. Nu betyder momsen, at ejendomsværdien er tilsvarende højere, og alt lån i huset skal der vanvittigt nok betales grund- og ejendomsværdiskat af, selv om man jo ikke lige kan få realkreditten til at betale deres andel, vel?