Pressemeddelelse, 8. juli 2015 Nye grunde, tak Boligpriserne har delvist rettet sig op igen, hvilket er positivt, men det er ikke politikernes fortjeneste. Snarere tværtimod. Det er efterspørgsel og økonomi, der driver det i gang, men samtidig er markedet brækket i flere dele. Der er nogle dele af landet, som stadigvæk er ramt hårdt, og derfor må der overordnede tiltag til for at hjælpe markedet med stærkere løsninger herunder nedrivninger. Andre steder er det udstykningen af grunde, det halter med, hvilket betyder, at grundpriserne i metropolområderne er steget voldsomt på grund af en overefterspørgsel. Der skal skaffes flere byggegrunde, og det er yderst kritisabelt, at kommuner og andre kan tjene kæmpebeløb på de sparsomt uddelte tilladelser til udstykning af græsmarker, hvilket igen betyder, at der ikke bliver bygget ret mange nye huse. Men en stor overefterspørgsel medfører højere ejendomspriser og højere skatteprovenue, men det kan vel ikke være det, der er motivet?