Pressemeddelelse, 8. marts 2016

Man ligger som man selv har redt - også når man har skidt i reden…

Uanset, hvad man mener om den Nykredit sag, der jo drejer sig om langt mere end om de gebyrstigninger, som vi altid i PL er skeptiske overfor, - så er det en møgsag. Desværre ser elementerne og debatindholdet ud til mere og mere at smitte negativt af på det, som PL så gerne vil passe på, nemlig det værdifulde danske realkreditsystem.

For den almindelige danske parcelhusejer er det et uoverskueligt spil, der foregår. Der er de truende, og efter PL’ s opfattelse, urimelige yderligere voldsomme økonomiske krav til sikkerheder bag ved obligationslångiverne. Men når konsekvenserne af dette smides ind i den i forvejen intense sektorkamp om, hvorvidt en håbefuld låntager skal have realkredit- eller bankbaseret lån, så opstår der en cocktail af reel og partspåvirket information, hvis lødighed det er svært at forholde sig til som låntager, der basalt ønsker økonomisk tryghed og forudsigelige forhold.

Men hvorfor er det, at Nykredit tilsyneladende haster noget igennem, samtidig med, at der har været intern kritik i den bagvedliggende forening, og der ikke er afklaring af de krav, man vil polstre sig imod?

Frænde er frænde værst

Vennerne, i form af de banker der har været med i Totalkreditkonceptet, ser ud til at prøve at skære lunser ud af den sårede realkreditkæmpe. Men er det nu reelt, at det er for at hjælpe kunderne? Totalkredit blev solgt af banker til Nykredit konkurrenten, der betalte pænt for at sikre sine fødekanaler, der af bankerne var blevet angrebet.

De har scoret rigtig mange millioner på det salg og har lukrative aftaler i dag med den kæmpe, som de nu selv angriber. Mærkeligt, at Nykredit ikke har fået aftaler med deres samarbejdsparter, så bankerne ikke også skulle have halvdelen af de forhøjelser, der ønskes gennemført. Men samarbejdsbankerne får nu, selv om de ikke har større risiko eller større udgifter, øgede indtægter. Hvem kan nu forstå det? Dette selv om det er bankerne selv, der har scoret gevinsterne mod en begrænset risiko, og samtidig har de en række indtægter og håndteringshonorarer betalt direkte eller indirekte af låntagerne.

PL er ikke interesseret i en skævvridning til ulempe for obligationer og realkreditsektoren. Det er det, som de øgede internationalt bestemte økonomiske krav indebærer, men dette forstærkes af, at bankerne overtager en stadig større del af den langsigtede finasiering af boligejerne.

Det kan være tilforladeligt, når der som netop nu er stor likviditet og lave renter tilgængelige for bankerne, men hvordan er vi låntagere stillede, når det måske igen brænder på for banksektoren, som under den finansielle krise. Det skal huskes, at det ikke var realkreditten, der havde de største problemer, ja faktisk kan man sige, at det var en uundværlig stabiliserende faktor for, at vi låntagere ikke blev ramt endnu hårdere.

Politisk tilsyn

Der har været rygter/antydninger om, at der inde i planlægningen, herunder omkring det, der kaldes KundeKroner, skulle være en slags skattekreativitet/-tænkning, således at en del af det forhøjede realkreditbidrag på en kringlet måde tilbageføres delvist til låntagerne.

Dette vil i værste fald kunne indebære en risiko for den skattemæssige behandling og opfattelse af, at et realkreditbidrag naturligvis i dag sidestilles med renter, som en låneomkostning. Skulle dette være tilfældet vil PL tage voldsomt afstand til dette.

PL har konstant over de mange år, hvor der har været debat omkring gebyrerne, holdt fast i, at den manglende konkurrence og de store aktører indebærer, at der skal være lovgivning og tilsynsmyndigheder, der er stærke nok til at se gennem argumentationerne og dermed beskytte os låntagere mod ublu gebyrer samt sikre konkurrencen.

Dette gælder specielt i en periode, hvor vi har set en konstant gebyrspiral, der pløjer stadig flere milliarder sammen, men vi vil have styr på, at gebyrerne dækker reelle omkostningerne og sikkerheder, samt hvornår det går den anden vej!

Der er ikke meget i denne sag, der er klart sort eller hvidt. Det hele er grumset, så det kalder på, at det politiske fastsatte styringssystem skal træde i karakter. Ikke for at dømme i et kommercielt slagsmål, men for at beskytte låntagerne og samfundet mod uhensigtsmæssige og unødvendige tiltag.

Landsformand Allan Malskær, cand.polit.