Tilbage til forside
Søg
Log ind
Om PL
Persondatabeskyttelse
Fordele
Mit Hus
Presse
Kontakt
Bliv medlem
Udgivet den 08. December 2016
Mit Hus nr. 2016-04

 

Værdiløs ejerskifteforsikring

Som en tidlig julegave gennemførte man fra politisk side i starten af december en løsning, der smider en redningskrans ud til de mere end 26.000 husejere, hvis ejerskifteforsikringer blev omfattet af konkursen hos Gable Insurance/Husejernes Forsikringsagentur.
Forsikringerne er stadig værdiløse i sig selv, men de krav, der er anmeldt til forsikringsselskabet overtages nu af Garantifonden for Skadesforsikrings samtidig med at der åbnes for, at de berørte boligejere vil kunne gentegne ejerskifteforsikring i andet selskab.
Endvidere ændres reglerne således at udenlandske forsikringsselskaber fremover vil kunne vælge at være med i Garantifonden for Skadesforsikring, og hvis de ikke vælger at være dette, så skal der oplyses om risikoen.

Hvorfor ikke garantifonden fra start?

Vi er blevet spurgt en del gange, hvorfor Husejernes Forsikringsagentur ikke var omfattet af Garantifonden for Skadesforsikring.
Reglerne for garantifonden fremgår (pt.) af ”Bekendtgørelse af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber” (LBK nr. 419 af 01/05/2007). Husejernes Forsikringsagentur, som forsikringerne er tegnet igennem, falder udenfor kategori fordi forsikringsagenturet ikke er et egentligt forsikringsselskab, men ”kun” et agentur for et udenlandsk selskab (Gable Insurance).
Så det er Gable Insurance, der solgte forsikringerne, men med det danske selskab, Husejernes Forsikring, som formidler. Denne ”krølle” betød, at alle krav mod forsikringen var mod Gable Insurance, der var hjemhørende i Lichtenstein.

Sælgeransvar

Såfremt et forsikringsselskab går konkurs – og dette selskab ikke er omfattet af skadesgarantifonden – så vil sådanne forsikringer være værdiløse.
Man vil ikke kunne gøre krav gældende mod den tidligere ejer, med mindre denne bevidst har tilsidesat sin loyale oplysningspligt i forbindelse med handlen.
I forhold til sælger er det derfor fuldstændigt underordnet, om køber rent faktisk tegner den tilbudte forsikring og om dette forsikringsselskab senere går konkurs.

Rådgiveransvar?

Det er et spørgsmål i hvilket omfang, at de rådgivere, der har været ude og anbefale, at man kunne tegne billig forsikring gennem Husejernes Forsikringsagentur, dermed har påtaget sig et rådgiveransvar.
Efter hvad der har været fremme i pressen hører det åbenbart med til historien, at anvisningsprovisionen, som ejendomsformidlere mfl. har fået fra Husejernes Forsikring tilsyneladende har været markant højere, end hvad man normalt har kunnet få fra andre forsikringsselskaber.
Det springende punkt bliver dog nok, hvor vidt disse rådgivere har været bekendt/burde have været bekendt med konsekvenserne af, at forsikringerne ikke var dækket af Garantifonden for Skadesforsikring, og i hvilket omfang en sådan oplysning har været givet til forsikringstagerne.
Umiddelbart antager PL, at dette forhold vil kunne give anledning til en lidt urolig jul hos en del ejendomsformidlere og advokater.

Man bør se efter

Når man som forbruger skal vælge forsikringsselskab, så bør det ikke altid være prisen, der er den udslagsgivende faktor for, hvilket forsikringstilbud man tager.
Særligt to forhold kan have stor betydning:

  1. Er selskabet omfattet af Garantifonden for Skadesforsikringsselskaber? http://www.skadesgarantifonden.dk
  2. Er selskabet medlem af brancheorganisationen Forsikring og Pension? http://www.forsikringogpension.dk/
Frustrerende

Hele forløbet omkring konkursen for Gable Insurance har været frustrerende at følge, for vi gik egentlig og forventede, at man fra politisk side - efter sagerne med dels Plus Forsikring A/S, der gik konkurs i 2002, og stormflodsskaderne efter Bodil i 2013 - havde fået udvist rettidig omhu og sørget for, at alle huller var lukket.
Men vi hilser det da velkomment, at såvel berørte boligejere som berørte håndværkere nu kan se fremtiden i møde med mulighed for økonomisk tryghed.

 

Udgivet i Mit Hus 2016-04
Parcelhusejernes Landsforening · Kirke Værløsevej 24, 1.C, 3500 Værløse · Tlf. 70 20 19 77 (9-15) · sekretariat@parcelhus.dk
Popup loading content
LOADING...
LOADING...