Mit Hus nr. 2016-04
Er huset vinterklar?
Bliver vinteren grøn, som den har været i de senere år, eller bliver den hvid. Kun tiden kan vise det. Imidlertid er der op til vinteren og i løbet af vinteren nogle ritualer, der hvert år skal udføres. Vi håber, at efterfølgende kan være lidt af en checkliste:
- Har du kontrolleret, at der er tilstrækkeligt med vand på opvarmningsanlægget? Vandet i anlægget kan være fordampet, ligesom selve opvarmningen også "tærer" på mængden af vandindholdet i radiatorsystemet.
- Sørg for i frostperioder, at skru op for radiatorer, så de er varme og ikke kolde. Forsikringsselskaberne erstatter ikke vand- og frostskader, som skyldes utilstrækkelig opvarmning, herunder slet ingen.
- Har du kontrolleret om din mængde af grus/vejsalt er tilstrækkelig og husk på, at du og din familie samt postbude, renovationsarbejdere mv., kan komme alvorligt til skade, hvis fortove eller andre adgangsveje til dit hus er glatte.
- Har du checket krukker, regnmålere, vandkander og lignende, du har ladet stå i haven, kan tåle frost-grader? Ellers er det om at få disse ting placeret et frostsikkert sted.
- Ligger der rigtig mange visne blade i græsplænen er det en god ide, at få dem fejet sammen. Store mængder af visne blade kan medføre skimmel- og mosdannelser i græsplæner.
- Rens tagrenderne for visne blade og andet skidt, så tagrenderne virker efter hensigten den dag, hvor snefald omdannes til flydende vand. Når sidstnævnte sker, bør du checke om tagrender eller nedløbsrør er tætte.
- Hvis vinteren byder på sne, ja, så er det godt at kigge op på husets loft for at se, om der er kommet sne ind der. Sneen smelter jo en dag og kan give grimme vandskader nede i boligen. Der bør også gøres noget ved de steder på taget, hvorfra sneen kommer ind.
- Ligger der sne på den udvendige side af taget, så gå ikke derop. Det kan være livsfarligt. Er der tale om store snemængder fx på garage- og carport-tage kan man forsigtigt gå op på en stige og med en skovl fjerne det snelag man umiddelbart kan nå at fjerne.
- Skal du på vinterferie i udlandet bør du sørge for, at dit hus herhjemme i Danmark er varmet tilstrækkeligt op - også i hele den periode, hvor du holder ferie. Sluk for strømmen og luk for vandet til vaske- og opvaskemaskiner.