Mit Hus nr. 02-2024

Leder

Boligejere og huse kan ikke ”gå på vandet”, men de kan så meget andet

Med et lille misbrug af en gammel Bamsetekst fik jeg forhåbentlig trods alt fundet et smil frem efter, at der igen var ”nyheder” fra DMI om skybrud og rekordnedbør. Vi har været vant til, at der nogle år og somre er for lidt og andre år for meget vand, men de ekstreme forhold de seneste år er hverken vi eller vore huse ordentligt forberedte på eller skyld i.
Vand fra alle sider er udfordringer fra oven, fra siderne og nedefra, hvilket vi har en række artikler om i dette nummer af MIT HUS. Denne gang ser vi på nogle elementer (siderne 9, 10, 19, 21 mv.) og i næste nummer af MIT HUS ser vi også på de økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser.
Vi har i PL og i MIT HUS før haft fokus på vandets udfordringer på bolig og veje i mange år, så vi byder den seriøse debat velkommen. Heldigvis er der et politisk pres fra pressen samt de berørte og truede boligejere om, at der skal ske noget på området. Det er også på tide efter, at der gennem tiden har været meldt mange initiativer ud, men der konstaterbart er sket meget lidt.

Tiden er ”udløbet”

Jeg mener, at tiden er løbet fra de gamle regler om, at det er den enkelte grundejer, der skal løfte opgaven evt. i regi af en grundejerforening, dige- eller pumpelaug, hvor man har den utaknemlige og ofte umulige opgave, at finansiere og blive enige om løsninger i et forum, hvor man alt for ofte må konstatere, at folk enten kigger ned i bordet eller helt bliver væk, når der skal træffes beslutninger.
Ofte er der også juridiske hindringer i form af f.eks. en kringlet vandløbslov eller kommunale beslutninger, der også giver udfordringer og ekstra problemer for menigmand. Derfor ser jeg frem til, at der tages offentlig styring og ansvar for de klimaskabte udfordringer, der allerede er til stede eller forventeligt truer i fremtiden.

Se os i ”grundvandsspejlet”

Et tydeligt eksempel er det i dag manglende ansvar for kommunerne og staten for at afværge skader på huse og infrastruktur, der skyldes de rekordhøje grundvandsspejl mange steder i landet. Et problem som kommunerne og lovgiverne faktisk utilsigtet har været med til at fremme gennem en renovering af kloakker landet over. I stedet for en opgradering af kloakker, så man kunne følge med kapacitetsudfordringerne, valgte man at tætne rørledningerne og forsøge sig med kloakseparering og nedsivning. I fremtiden vil man dog nok opdage, at mange af de nedsivningsprojekter, der er blevet udført gennem tiden, vil vise sig uden nyttevirkning som følge af grundvandsstigning.
Det var positivt med sidste efterårs udspil om en klimatilpasningsplan, der blandt andet rummede den hensigt at give kommunerne myndighedsansvar for udfordringerne med grundvand. Samtidig åbnedes der mulighed for at give forsyningsvirksomhederne mulighed for at etablere kollektive løsninger. Men vel at mærke i områder, hvor det samfundsmæssigt betale sig, at gøre noget ved vandet.

Også et eget ansvar for ”vandkampen”

Selv om jeg efterlyser en større offentligt involvering, ansvar og finansiering, når der er tale om klimaudfordringer fra havet, vandløb, ekstrem regn, grundvand og spildevand, skal dette finansieres samfundsmæssigt afbalanceret, og der skal være muligheder for kompensation til de berørte husejere m.fl., der ikke kan få afhjulpet deres ”vandproblemer”. Men der er også en privat pligt til at finde løsninger og få vedligeholdt f.eks. tagflader, tagrender, sandfang, kloakrør og eventuelle omfangsdræn.
Netop for parcelhusejeres private kloakansvar har vi den nyhed (siderne 7-9), at der med vores støtte er etableret en ordning med en mulighed for at få et kloakeftersyn (KEO). Der udarbejdes en rapport, hvor man, efter en tv-inspektion udført af en certificeret og autoriseret kloakmester, får en tilstandsrapport, der kan bruges i forbindelse med en hushandel eller til en ejers vurdering af de ellers usynlige kloakrør, hvis tilstand med KEO bliver synliggjort.
Jeg så gerne, at omfangsdræn, LAR-løsninger og kloakeftersyn og -forbedringer bliver inddraget i det, der politisk ser ud til at blive en genoplivning af Håndværkerfradraget. Vi håber endvidere, at fradraget bliver bedre politisk behandlet end den usikkerhed, der har været omkring løsningen tidligere, hvor den har været en politisk kastebold. Fradraget skal favne bredere og være permanent. Ved at fokusere på et indhold med mere hensyn til klimaløsninger kan en del af de positive tiltag ved fradraget give husejere muligheder for og tilskud til at gennemføre klimatiltag.