Mit Hus nr. 2010-01
Leder
Over hele landet vil der fra 1. januar stå en hel masse golde fundamenter - og de kan stå tomme i lang tid. Det bliver næsten ligesom i f. eks. Grækenland, hvor det ser pittoresk ud, at mange huse står ufærdige med strittende betonsøjler, fordi der først er skat på, når de er færdige.
Fundamenterne vil være groteske monumenter over en politisk svinestreg, der var med i skatteforliget sidste år. Man har for første gang nogen sinde indført moms på selve byggegrunden, som om at det var et produkt, der skal forbruges, lige som andre momsbelagte produkter. Men nej, jordstykket varer evigt, men nu skal der moms på den. Og vi har ellers alle lært, at man ikke må spise jord.
Og ikke bare det! Nej hovsa, alle danske grunde med hus på vil naturligvis fremover stige op til 25 % i vurderingspris. Og vupti! - så fik kommunerne lige igen øget deres skattegrundlag med op til 25 %, når de skal have deres grundværdibeskatning hjem på op til 36 promille af den beregnede grundværdi. Så skulle man naivt tro, at skattestoppet ville betyde, at denne maksimale grænse blev sat 9 promille ned. Men nej, det gør den ikke! Dermed skjules, at den reelle beskatning er 45 promilles grundværdibeskatning, der går til kommunerne! Det er politisk svindel.
Da alle ubebyggede grunde, dvs. uden fundament, der sælges fra 2011 vil få pålagt en forbrugsafgift, vil alle udstykkere få travlt med at sætte fundamenter i jorden. Det vil også gælde de kommuner, der har fastholdt ekstremt høje priser på deres kostbare jord (hovsa, den tidligere landbrugsjord, som man skulle tjene på uden beskatning). Så må vi jo se, om kommunerne kan bøje reglerne og ”selv” kan sætte fundamenter, eller de kan lave aftaler med driftige entreprenører eller investorer, så udstykkerne/kommunerne ikke taber momsdelen af grundprisen. Og med de ventetider, der er på byggetilladelser, bliver det da spændende at se, om de ”kommunale” fundamenter går hurtigere igennem end andres. Og kan man i det hele taget få byggetilladelse til ”et fundament”?
Hvor er det ærgerligt, at der ikke har været lige så mange reaktioner på denne svinestreg, som der var på reduktionen af børnepengene. Men alligevel opfordrer vi til, at man laver forliget om og fjerner jordmomsen eller i det mindste fjerner skattekonsekvensen.
Allan Malskær etc
PS Det næste man måske så kan gøre er at lægge 25 moms på huslejerne i udlejningsejendommene.
Nå ikke!