Leder Mit Hus nr. 2010-01

Magtmisbrug på ”vej”

I nogle kommuner har man åbenbart udviklet sig et smart nyt marked omkring de private fællesveje, og her er der ikke kun tale om privatisering af kommunale veje.
Nej men man vil nu også profitere på de private grundejeres vejvedligeholdelsespligt, som man selv har været med til at pålægge dem.
Indledningsvis skal det jo bemærkes – og det bør man holde sig for øje i det følgende – at de tidligere kommunale driftsenheder jo nu er lagt ud i selvstændige driftsselskaber. Formålet med denne øvelse var at skabe bedre konkurrencevilkår på markederne, hvor nogle kommuner tidligere blot smed sagen over til deres driftsafdelinger og konkurrencen dermed var lig 0.
Lov om private fællesveje har dog nogle bestemmelser om, at en kommune som vejmyndighed kan give påbud om renovering af en vej, såfremt denne udgør en risiko mod den færdsel, der er på den. Men som nogle sager viser i disse dage, så er der en meget meget bred og kreativ fortolkning af, hvad man mener, at man kan pålægge grundejere. Grundejere, der vel at mærke ikke har en reel chance for at få stoppe processen. Desuden kan en kommune lave en drifts- og vedligeholdelsesaftale med grundejerne, - og mon ikke det giver kommunen et overskud? I Lyngby fik man i foråret ”foræret” sin vej. Samtidig fik man et tilbud om, at betale for, at kommunen var så venlig stadig at stå for vejvedligeholdelsen (+9 %).

9 % til kommunen

Samtidig giver loven kommunen mulighed for at opkræve et administrationsgebyr på op til 9 % af entreprisesummen (i virkelighedens verden kan man roligt glemme ”op til”), såfremt arbejdet sker ved kommunens foranstaltning. Endvidere må man notere sig, at de frister, som kommunen reelt kan henholde sig til, med henblik på at vejen udbedres, kan sættes så korte, at det fysisk vil være umuligt for en grundejerforening at køre et eget forslag om renovering gennem den beslutningsproces, der kræves, for at man kan træffe beslutninger i en grundejerforening.
Den nuværende privatvejslov tager ikke højde for, at sådanne arbejder kan henligge under en pligtig grundejerforenings regi, så en kommune kan (om end man unægtelig kan diskutere det moralske aspekt herved) frit vælge at ignorere dette forhold. Et forhold PL har anmodet om at få med i den revision af Privatvejsloven der desværre er blevet udskudt. De problemer, vi ser pt., håber vi har basis i overivrige embedsmænd, og ikke at der, som ved privatiseringssagerne, ligger bevidste politisk beslutninger bagved om at fremme slunkne kommunalkasser på parcelhusejernes regning.

Grelt magtmisbrug

I disse dage er netop denne situation aktuel, idet Københavns kommune har givet en kort påbudsfrist til en række husejere, der er en del af en tinglyst, pligtig grundejerforening, der netop som en del af sit foreningsformål har drift/vedligehold af de private fællesveje.
Med i det grelleste eksempel, som vi indtil nu er faldet over, er, at kommunen naturligvis er bekendt med den tinglyste grundejerforenings eksistens og formål, men ikke kontakter denne grundejerforeningen, der i øvrigt allerede har et samlet renoveringsprojekt i gang, der vil starte allerede næste år!
Grundejerforeningen har gjort kommunen opmærksom på, at sådanne arbejder henhører under grundejerforeningen, men kommunen har i sin arrogance bevidst ignoreret disse informationer og har fastholdt påbud om en totalrenovering til de forskellige enkelte ejendomme, der bliver berørt, og disse skal betale overslagspriser på helt op til 110.000 kr. (inklusive 10.000 kr. til kommunen)
For at gøre sagen endnu mere grotesk, så oplyser kommunen, at man næste år vil komme med et påbud til en anden vej i samme grundejerforening, hvilket reelt betyder, at kommunen altså anser det for rimeligt, at man to gange skal have en asfaltkolonne til samme område i stedet for at lave arbejdet i et hug.

Demokrati sat skakmat

Desuden har man sat fristen så kort, at foreningen – der altså allerede er ved at projektere arbejderne, men endnu ikke har nået at få hentet tilbud hjem – ikke kan nå at gennemføre sin interne beslutningsproces omkring valg af entreprenør. Dette har så den konsekvens, at kommunen – med loven i hånden – kan sige, at ”nu laver vi arbejdet” og så koster det i øvrigt lige 9 % i administrationsomkostninger. Og så er det kommunen, der helt tilfældigt naturligvis kan vælge, hvem der skal lave arbejdet og hvordan!
For nu at holde dette kompleks op mod det overordnede ønske om bedre konkurrence på området, så kan kommunen nøjes med at stikke et overslag (og ikke et tilbud) på omkostningerne ud - og derefter smække de 9 % på til egen lomme. De entreprenører, som vi mener grundejerforeningerne skal samarbejde med, er nødt til at komme med deciderede tilbud – hvilket er en noget længere proces.

Kræver politisk stilling

Så alt i alt må PL konkludere, at kommuner bevidst misbruger deres position, når man ignorerer de lokale forhold og igangværende processer i grundejerforeningen og går langt ud over, hvad et pålæg bør kunne indebære. Vejmyndighed bruger groft sagt nogle huller i vejen til at ”sætte” sig på arbejdernes udførelse samt beriger sig med 9 % af entreprisesummen, hvilket beløb kommunen jo ikke ville have fået, såfremt det havde været private entreprenører, der havde fået opgaven via grundejerforeningens eget projekt.
Sagen er i hvert fald nu hos Vejdirektoratet, der sikkert vil have nogle bemærkninger til kommunens handlemåde og PL har også sørget for at gøre det ministerielle udvalg omkring revisionen af Privatvejsloven opmærksomme på problematikken.
Men vi håber da, at kommunen i så fald sætter opgaven i udbud – så borgerne tilsikres konkurrence på opgaven – og så kan vi jo se, hvor lang tid, det tager at gennemføre. Og så må vi se om politikerne vil lægge ryg til dette magtmisbrug.

Sporene skræmmer

Københavns kommune – og sikkert også flere – ser en økonomisk fordel ved at overtage private veje, fordi de så kan opkræve p-afgift og beboerlicenser. Derfor må vi klart understrege, at steder, hvor der indenfor nylig er lavet større istandsættelser af private fællesveje - enten pga. påbud eller privat initiativ – skal kommunen kunne betale erstatning til de, der har betalt den private vedligeholdelse. Det groteske er nemlig, at en kommune med loven i hånd kunne nedprioritere en nedslidt offentlig vej til privat fællesvej, derefter komme med et påbud om istandsættelse og derpå igen opprioritere vejen, således at man kan indkassere parkeringsafgifte mv. Og det kan i dag man gøre helt uden erstatning, kompensation eller klageadgang for de borgere i pågældende kommune, der er kommet i vridemaskinen. PL har tidligere advaret mod netop denne situation i det ministerielle udvalg.
PL synes, som det vil være bekendt i forvejen, at politikerne strammer misfortolkningerne af Privatvejsloven. Derfor kræver PL, at der tages en landspolitisk beslutning, inden denne skalken og valken i kommunal kassetænkning løber fuldstændigt af sporet.
På siderne 7-9 i bladet har vi yderligere artikler, der belyser kommunernes ”borgerservice”.