Mit Hus nr. 2 - 2010

Leder

PL anklager

PL anklager kommunerne for bevidst at misbruge deres status som Vejmyndighed

Ved at have flere kasketter misbruger kommunerne bevist deres status som Vejmyndighed til at udnytte Privatvejsloven som kommunalpolitisk reguleringsmiddel. Kommunal budgetplanlægning har aldrig været en del af intentionerne for Privatvejsloven.

PL anklager kommunerne for at forskelsbehandle borgerne

Hvorfor skal nogle betale både til offentlige veje og private fællesveje, når alle kan benytte vejene på lige fod? Men ved kun at ramme nogle få, så bliver det jo også kun spredte råb i mørket ved kommunalvalgene.

PL anklager politikerne for at tage bind for øjnene

Af statsøkonomiske årsager undlader politikerne bevidst at beskytte borgerne, for konsekvensen af ikke at have bind for øjnene ville jo være, at man nok var nødt til at betale yderligere tilskud til kommunerne. Men så er det jo heldigt, at man har fundet en teknikalitet til at forklare, at dette ikke er en skat og dermed et brud på skattestoppet. Så der er god plads ved vandfadet.
Man kunne virkelig fristes til at udbryde: "Hvad kommer det os borgere ved, om betalingen sker til staten eller til kommunen? Det er stadig allerede beskattede kroner ud af lommen"!

En løsning af problemerne klares ikke ved en henvisning til et igangværende revisionsarbejde af Privatvejsloven. Dette arbejde blev nemlig reelt lagt i mølpose sidste år. Hertil kommer, at dette revisionsarbejde intet har med regulering af kommunernes adfærd at gøre, men alene drejer sig om en ensretning og præcisering af overlappende regelsæt.

PL anklager Privatvejsloven for at være et juridisk misfoster

Med en start som en hovsaløsning i forbindelse med tilslutning af udstykninger til offentlig veje, den gang da byerne fik vokseværk, har loven nu af nærmest uransaglige årsager fået eget liv. Loven er nu snart så anvendt, at den nærmere er hovedreglen end undtagelsen. En rolle, som denne lov aldrig var tiltænkt, men som Mammon har ændret.

Opråb

Stærke ord, indrømmet, men det er en voldsomt urimelig situation, som politikerne - såvel i Folketinget som i kommunerne - trækker ned over en tilfældig gruppe borgere.
Tilmed er det en stærkt voksende tilfældig gruppe af borgere, der udsættes for disse økonomiske urimeligheder, for der er godt nok fart over feltet ude i kommunerne med at få losset de offentlige veje af på borgerne som private fællesveje. Og det er jo ikke kun vejene, at vi taler om, det er også belysningen.
Tilmed har man den utrolige frækhed at motivere det med, at man dermed skaber lighed mellem borgerne!

PL anklager dette system for at være en radikal udbygning af forskellen mellem borgerne.

Med kommunerne som vejmyndighed og med denne kasket solidt placeret på kommunekassen, kan ingen borgere boende til offentlig vej længere vide sig sikre på, om de næste morgen vågner op som økonomisk ansvarlig for vejen udenfor.

Og bemærk lige, at overgangen fra offentlig vej til privat fællesveje intet som helst har med ejerskab til vejen at gøre. Kommunen ejer fortsat den tidligere offentlige vej, men regningerne finder du i din egen postkasse.
Bemærk også lige, at dette skift i vejstatus kan ske uden nogen som helst form for kompensation fra kommunens side for at vejen allerede måtte være nedslidt, når den overdrages. Faktisk kan kommunen den ene dag overdrage vejen og den næste give et påbud om istandsættelse! Og med et så kort varsel, at det pudsigt nok reelt kun er kommunens egen samarbejdspartner på sådanne områder, der kan nå at varetage opgaven. Men så ”sparer” man jo også borgerne for den ubehagelige opgave med at indhente flere tilbud, således at de kan få bedste og billigste tilbud.

Ud over den mistede besparelse ved udbud af arbejdsopgaverne, må man forvente, at selve arbejderne bliver omkring 34 % dyrere, end da det var kommunerne, der stod for opgaverne. Dette begrundes dels i mistede stordriftsfordele, der kan opgøres til en fordyrelse på projekter på ca. 25 % og dels det faktum, at kommunerne kan beregne sig et administrationshonorar på 9 % af entreprisesummen. Set i spejlet sammen med de øvrige økonomiske incitamenter, som kommunerne åbenbart ser på dette område, kunne man vist med rette frygte, at det vil medføre en øget lyst fra ”vejmyndighedens” side til at udstede påbud eller mere omfattende påbud end egentligt nødvendigt. Endelig kunne man så tilføje, at de rådgivningsfunktioner, som kommunen tidligere varetog og som dermed ikke var momsbelagt, nu fremover skal varetages af eksterne rådgivere, hvorfor der altså også skal svares moms på disse ydelser.

Kig i spejlet

Ja, det er korrekt, at vores tiltro til kommunerne på dette område efterhånden kan ligge på et meget lille sted, men helt ærligt, så har kommunerne hidtil ikke givet anledning til andet.
Det ellers så uskyldigt lydende begreb ”privat fællesvej” kunne også beskrives med ”Købt som beset" – ingen garanti – ingen klagemulighed – ingen bestemmelsesret – fuld betalingspligt”.

Jo, der er meget at være stolt af, og det håber vi virkelig, at politikerne er, når de ser sig selv i spejlet og spørger sig selv om de virkelig vil være dette bekendt.

Så tillykke, Danmark. Nu bor alle med en potentiel økonomisk bombe under privatøkonomien – en bombe som man på ingen måde kan forsvare sig imod eller forsikre sig imod. Det er det rene kommunale tag-selv-bord, hvor sagligheden må mistænkes at vige for rent økonomiske betragtninger - også kaldet kassetænkning.

Og så kan vi ellers alle græde i samlet flok, når det senere viser sig, at kommunernes forventede besparelser bliver ædt op i administrationsomkostninger. Så er vi alle ”endelig” lige, for så har vi alle tabt.

Vi føler med dem, der allerede har modtaget ”gaven”, men således som det politiske system er nu, så er borgerne magtesløse og retsløse, med mindre vi kan få befolkningen til samlet at råbe politikerne op.
Dette galimatias må stoppes, også selv om det betyder, at samfundet må indrette sig efter, at infrastruktur er noget vi alle må løfte i flok, og at det ikke kun er nogle få, der skal stå for gildet!